Neurodiversitet – forskellig, ikke forkert
Vi mennesker tænker, føler, sanser, kommunikerer og bearbejder verden forskelligt. At være neurodivergent betyder ikke, at der er noget galt med dig – men din måde at være i verden på kan være anderledes end det, omgivelserne forventer.
Mange voksne med ADHD eller autisme har gennem livet forsøgt at tilpasse sig, tage sig sammen eller skjule de sider af sig selv, der ikke passede ind. Det kan skabe en følelse af forkerthed og koste rigtig meget energi.
I terapien arbejder vi ikke på at gøre dig mere “normal”, men på at forstå din måde at fungere på, dine behov og de strategier, der kan gøre hverdagen lettere og mere bæredygtig.
ADHD kan se forskelligt ud
ADHD opleves forskelligt fra person til person og kan påvirke både hverdagen, relationerne og forståelsen af sig selv.
ADHD hos kvinder
ADHD kan komme anderledes til udtryk hos kvinder og opdages derfor nogle gange først senere i livet.
Sent diagnosticeret ADHD
En sen diagnose kan give nye perspektiver på tidligere oplevelser og samtidig vække både lettelse, sorg og spørgsmål om identitet.
ADHD og relationer
ADHD kan påvirke kommunikation, følelsesregulering og behov i nære relationer og skabe mønstre, som kan være svære at forstå.
ADHD og selvværd
Mange års oplevelse af at kæmpe med ting, som virker lettere for andre, kan påvirke selvværdet og følelsen af at være god nok.
ADHD – når hjernen vil, men ikke altid kan
ADHD handler ikke om dovenskab eller manglende vilje. Du kan sagtens vide præcis, hvad du skal gøre, og samtidig have utrolig svært ved at komme i gang. Opmærksomhed, motivation, impulser, følelser og evnen til at starte, skifte mellem og afslutte opgaver kan være svære at regulere.
Måske kan du fordybe dig i timevis i noget, der interesserer dig, mens en lille hverdagsopgave føles næsten umulig. Måske lever du med tankemylder, indre uro, overstimulering eller følelsen af hele tiden at være lidt bagud.
I terapien kan vi undersøge dine mønstre og finde strategier, som arbejder med din hjerne frem for imod den.
Et energiregnskab – ikke bare en kalender
Hvis du har ADHD, autisme eller begge dele, er det ikke altid nok at spørge: Har jeg tid til det? Et mindst lige så vigtigt spørgsmål kan være: Har jeg energi til det?
Arbejde, sociale relationer, praktiske opgaver, sanseindtryk og forventninger kan koste forskelligt fra person til person. Når du gentagne gange overskrider din egen kapacitet, kan resultatet være stress, udmattelse, følelsesmæssig overbelastning eller behov for at trække dig helt.
I terapien kan vi arbejde med at opdage dine tidlige tegn på overbelastning, forstå dit nervesystem og finde de strategier, der hjælper dig tilbage til ro. Målet er ikke, at du skal kunne holde til mere og mere – men at du bliver bedre til at forstå, hvad du har brug for.
Når hverdagen koster mere energi,
end andre kan se.
Autisme – når verden kan opleves mere intenst
Som autist kan du opleve verden med en særlig opmærksomhed på detaljer, mønstre og sammenhænge. Du kan have stærke interesser og stor fordybelsesevne. Samtidig kan sanseindtryk, sociale situationer, skift og uforudsigelighed kræve meget energi.
Måske har du lært at maskere og aflæse, hvad andre forventer af dig. Udefra kan du derfor se ud til at fungere rigtig godt, mens du indeni bruger enorme mængder energi på at være social, håndtere sanseindtryk eller finde ud af, hvad der forventes af dig.
I terapien kan vi arbejde med at forstå dit energiregnskab, dine sanser, dine grænser og dine behov – og med at skabe mere plads til at være dig uden konstant at skulle tilpasse dig.
Sådan arbejder jeg med ADHD og autisme
ADHD og autisme kan påvirke mange forskellige områder af livet. I terapien tager vi derfor udgangspunkt i det, der fylder hos dig – ikke i diagnosen alene. Det kan blandt andet være overbelastning og stress, selvværd, følelsesregulering, relationer og grænser, identitet efter en sen diagnose eller udfordringer med seksualitet og parforhold.
Jeg tilpasser terapien til dig og den måde, du fungerer bedst på. Jeg arbejder blandt andet med psykoedukation, konkrete modeller, visualisering, øvelser og hjemmeopgaver, når det giver mening. For nogle er tydelig struktur og konkrete værktøjer hjælpsomme, mens andre har mere brug for plads til at undersøge følelser, relationer og erfaringer.
Målet er ikke at ændre den, du er, men at skabe større forståelse for dig selv og finde strategier og måder at indrette dit liv på, som fungerer bedre for dig.
Autisme – tydelighed, tryghed og forudsigelighed
For en autistisk hjerne kan tydelighed og forudsigelighed skabe ro. Hvad skal der ske? Hvorfor? Hvornår? Hvor længe? Med hvem? Og hvad sker der bagefter?
Det kan lyde som små detaljer, men manglende information og pludselige ændringer kan kræve meget mere energi, end omgivelserne måske forstår. Derfor handler gode strategier ikke nødvendigvis om at blive bedre til at holde mere ud, men om at opdage, hvad du har brug for for at fungere godt.
Sammen kan vi finde konkrete måder at skabe struktur, regulering og større tryghed i din hverdag – uden at dit liv behøver blive styret af rigide regler.
Fie Kolding
Jeg er uddannet psykoterapeut, sexolog og parterapeut og arbejder fuldtid i min klinik i Rådhusstræde i København K, hvor jeg har haft klinik siden 2020.
Derudover arbejder jeg som konsulent for Psykologisk Ressource Center, som er specialiseret i arbejdet med neurodivergente mennesker. Min specialisering i ADHD og autisme udspringer af et ønske om at kunne tilbyde terapi med et bredt og solidt fagligt fundament.
Jeg hjælper både individuelle klienter og par med udfordringer relateret til blandt andet ADHD, autisme, relationer, seksualitet og parforholdets dynamikker.
I mit arbejde kombinerer jeg samtaleterapi med konkrete værktøjer, så du får både øget selvforståelse og mulighed for varig forandring.