Hvad tilknytningsmønstre betyder
Tilknytning omhandler relationen mellem barn og forældre. Der er fokus på hvorvidt barnets behov bliver opfyldt, og hvordan kontakten samt kvaliteten af omsorgen er mellem forældre og barn. Der er især de to første leveår der er har stor indflydelse på det enkeltes menneske udvikling, derefter kan man selvfølgelig også have flere oplevelser der præger ens tilknytning.
Helt overordnet findes der to forskellige tilknytninger: man kan enten være tryg eller utryg. Den utrygge tilknytning deles yderligere op i tre underkategorier, dog er det en meget lille procentdel der har den desorganiseret tilknytning, hvorfor jeg ikke arbejder i dybden med denne.
- Tryg tilknytning
- Utryg tilknytning
- Ængstelig / Ambivalent tilknytning
- Afvisende / Undvigende tilknytning
- Desorganiseret tilknytning
Dette blogindlæg går kun i dybden med den afvisende / undvigende tilknytning. Her beskrives hvorfor forældrene er med til at præge barnet til en bestemt type tilknytning, samt hvordan voksenlivet som afvisende / undvigende er.
Barndommens påvirkning
Har man en afvisende/undvigende tilknytning betyder det, at der fra forældrenes side har været meget distance, afvisning og kritik. Når barnet har forsøgt at åbne op og være sårbar, er det ikke blevet mødt i sine behov, barnet lærte derfor at skrue ned, eller at ophøre fuldstændig med at vise sine behov. Der opstår implicitte forventninger om, at forældrene ikke vil være tilgængelige, at de vil afvise en og øge afstanden, hvis man udtrykker behov for nærhed og beskyttelse. Denne forventning tager over og undertrykker barnets instinktive søgen efter nærhed og kontakt. Barnet forsøger egentlig bare at passe på sig selv, for ved at tage afstanden til den voksne, opnår barnet at afstanden ikke bliver større, og dermed mindre smertefuldt. Der har derfor tidligt været en oplevelse af forladthed, som har gjort at barnet har valgt at isoleret sig, som forsvar mod sine følelser. Barnet forsøger i stedet at tilpasse sig og at regulere sig selv, barnet blev ikke mødt i sine behov, og fik ikke hjælp af den voksne og mistede derfor tilliden. Det er ikke sikkert, at barnet har været udsat for vold eller anden omsorgsvigt, det kan også være udelukkende på det følelsesmæssige plan, at barnet ikke blev mødt, set og anerkendt af sine forældre.
Livet som voksen med en afvisende / undvigende tilknytning
Som voksen betyder det, at i et parforhold vil man opleve, at man eksempelvis ikke forstår den andens behov for omsorg – man vil i stedet se det som afhængighed og svaghed, da det at vise sine følelser i barndommen blev set som noget negativt. Den afvisende/undvigende vil typisk foretrække, eller decideret overdrive aktiviteter uden for fællesskabet, og se nedværdigt på andres behov for nærhed. Det kan vise sig ved at man arbejder ekstra meget, bruger meget tid på træning, shopping eller andet, hvor man er isoleret fra partneren.
Den afvisende/undvigende kan opleve store udfordringer mellem nærhed og distance, da personen dybt (måske ubevidst) også gerne ville have nærhed og nærvær, men lærte i barndommen at det ikke var trygt, og udviser derfor distance i stedet. Det kan komme til udtryk, som en fornægtelse af egne sårbare sider, samtidigt kan personen også blive ekstrem sårbar og angst i relation til egne behov, følelser og ønsker, hvis der bliver åbnet lidt op. Når der opstår usikkerhed eller utryghed i parforholdet, vil den afvisende nedvurdere sine behov for omsorg og trække sig tilbage og undgå nærhed. Den afvisende/undvigende deler heller ikke sine følelser med andre og er uvillig til at søge hjælp og støtte, og vil derfor i stedet oftest udviser ”Jeg kan klare mig selv”. Den afvisende / undvigende vil ofte nedvurdere andre, måske bare i tankerne, men ved at nedvurdere andre, opretholder det egen overlegenhed, og dermed en oplevelse af at ikke have behov for andre. Personen kan derfor have selvtillid, men mangle selvværd.